Årsplan – fysik/kemi 8. klasse 24/25
Ild, brand og andre kemiske reaktioner.
Vi arbejder med brandtrekanten som forudsætningerne for at skabe og slukke ild. Formålet er en forståelse af kemiske reaktioner og øvelse i brug af reaktionsligninger.
Teknologi
Programmering og kodning
Et forløb, hvor vi stifter bekendtskab med:
- programmering /Scratch
- droner
- AI – kunstig intelligens/Chat GPT
- VR – virtual reality
Vi skal undersøge og diskutere muligheder og udfordringer, og til slut kreere oplysningskampagner og reklamer.
Det allerallermindste
Atomerne er Vorherres legoklodser. Vi dykker ned i det allermindste og undersøger, hvad det består af og hvad der holder det sammen.
Det er meget teoretisk og for ikke at sidde stille hele tiden, laver vi små øvelser, der ikke har så meget med emnet at gøre, men træner laboratorieadfærd og genopfrisker tidligere emner.
Kemien i hverdagen
Det periodiske system og vores viden om syrer, base og salte bliver genopfrisket.
Vi undersøger og laver forsøg med hverdagsprodukter og kemikalier fra køkkenet, badeværelset og skabet med rengøringsmidler og afveksler med opgaver om teori, formler, skrivemåder.
Metaller – skrot eller skatte
Vi undersøger metallernes egenskaber og anvendelsesmuligheder.
Hvorfor er der nogle, der holder evigt, mens andre nedbrydes lynhurtigt? Hvordan kan vi sikre dem? Og hvorfor er nogle sundhedsskadelige?
Det skal vi arbejde med i dette fællesfaglige forløb: “Produktion med bæredygtig udnyttelse af naturgrundlaget”.
Kul, gas, olie og olieprodukter
Det moderne samfund er dybt afhængigt af energi fra kul, olie og gas.
Men om 100 år vil Jordens depoter af disse energikilder være opbrugt og atmosfærens indhold af CO2 stiger, så klimaet bliver varmere, hvis det nuværende forbrug fortsætter.
Derfor må vi hurtigst muligt skifte til mere vedvarende energikilder.
Vi skal kunne:
- forklare, hvordan kul, gas og olie dannes i jorden.
- beskrive, hvad kulbrinter er og de vigtigste kulbrinters egenskaber, navne og formler.
- kan du beskrive, hvad der sker i et olieraffinaderi, og hvad raffinaderiets forskellige produkter bruges til.
Bølger
Formålet med forløbet er at give eleverne en kort introduktion til bølgebegrebet.
Vi laver øvelser med fjedre, penduler og får fagbegreberne på plads.
Bølger er en central del af den klassiske fysik, og forløbet her søger at introducere nogle karakteristiske bølgeegenskaber og lægge op til næste forløb. Og en reference og oplægning til stråling senere i skoleforløbet.
Lys og lyd
Målet med dette forløb er at give eleverne en forståelse af lys og lyd som fænomener med bølgeegenskaber, der har meget til fælles og er alligevel meget forskellige.
Forløbet er en forlængelse af forløbet: “Bølger” og tager udgangspunkt i forforståelse herfra.
Bølgeteorien prioriteres øverst, men derefter lægges vægten på praktiske øvelser med elevindflydelse i det omfang tiden tillader det.
CO2 og andre drivhusgasser
Dette fællesfaglige forløb mellem fagene biologi, geografi og fysik/kemi har til opgave at belyse det af læseplanen for fysik/kemi fastlagte problemfelt “Den enkeltes og samfundets udledning af stoffer”. Målet med undervisningsforløbet er, at eleverne kan forklare, hvordan mennesket gennem udledning af drivhusgasser er medvirkende til at påvirke den globale opvarmning og skubbe til balancen i carbonkredsløbet. Fællesfagligt forløb – Den enkeltes og samfundets udledning af stoffer.
Fagdage
I løbet af skoleåret vil der, i forbindelse med anderledes skema, blive afsat minimum tre hele skoledage til naturfagsundervisningen. De er med overlæg ikke planlagt, men står åbne for indhold, hvor behovet skønnes størst og mest relevant. Eksempelvis til ekskursioner, fordybelse, aktuelle emner, etc…
God arbejdslyst
Hasse Grauenkjær