Forældre

I tråd med friskoletanken ses forældrene som aktive medspillere i elevernes skolegang.
Vi ser skolen som et fælles projekt.
Vi forventer derfor en høj grad af engagement (lektielæsning, udflugter, div. sociale arrangementer, arbejdsdage m.m.)

Forældre og skole henvender sig til hinanden, når der er sager vi ønsker drøftet.

At være forældre til et barn på balletskolen

Når dit barn starter på Balletskolen giver du dit barn mulighed for at gå i skole et unikt sted, der fremmer og udvikler barnets talent samtidig med, at barnet modtager en kvalificeret boglig undervisning.

Som forælder spiller du en vigtig, motiverende rolle i forhold til dit barns skolegang, og det er vigtigt at du har tillid til Balletskolens faglige ekspertiser.

At gå på Det Kongelige Teater Balletskolen Odense er lidt ud over en helt normal skolegang, da dans, kunst og kultur fylder en stor del af hverdagen.
Det er en moderne skolegang med et særligt fokus, og da vi er en lille skole kan vi give nogle særlige trygge forhold.

Forældresamarbejde
At være forældre til et barn på Balletskolen kræver, at man har tid og lyst til at yde en indsats i forhold til sit barns skolegang og sit barns skole. Det forventes, at barnet altid er repræsenteret ved forældremøder, skole/hjem samtaler o.lign. Ligeledes forventes det, at man støtter op om de arrangementer børnene skal deltage i, både på skolen og udenfor skolen. Derudover må man som forælder forvente, at skulle give en praktisk hånd i mange sammenhænge.

Arbejdsdage
Skolen afholder to arbejdsdage hvert skoleår. Bestyrelsen og ledelsen forventer at alle børn er repræsenteret ved mindst en arbejdsdag. Arbejdsdagen starter kl. 10 og slutter kl 15, med mindre andet er annonceret. Datoerne for arbejdsdagene findes på skolens kalender.

Løbende hjælp
Bestyrelsen og skolen vil løbende spørge om hjælp. Det er vigtigt for skolens virke, at alle forældre byder ind med et, de har. Fra Bestyrelsens side vil vi forsøge at være ude med behovet for hjælp i god tid. For, at vi kan få den rigtige hjælp arbejder vi løbende med at få opdateret vores kompetencekatalog over det, I gerne vil og det I kan deltage med, som forældre. Det kan være alt fra at sy knapper i kostumer til at male vinduer, eller tage med i svømmehallen.